Gulvet er støbt i Multihallen

Byggeriet af Holbæk Sportsby følger tidsplanen, og således er gulvet i den store Multihal, som rummer to almindelige håndboldbaner og tilskuerpladser, støbt. Multihallen er ca. 2.700 m2 og har en højde, så der kan spilles internationale sportskampe. Til hverdag kan hallen deles op i to haller, hvor der kan foregå to forskellige sportsgrene på samme tid – f.eks. håndbold og basketball. Det bliver selvfølgelig også muligt at afholde koncerter og større teaterforestillinger, som vi ellers ikke ville have mulighed for i Holbæk.

På billederne ses også de store kedler, der skal monteres i varmecentralen, der er ca. 250 m2 stor.

I denne uge støbes gulvet i Tenniscentret med fire indendørs tennisbaner og med en loftshøjde, der tillader afholdelse af Danmarksmesterskaber i tennis. Skal der spilles en international tenniskamp, bliver Multihallen gjort klar til dette.

Vi glæder os til at møde jer til rejsegildet torsdag den 14. september 2017 kl. 15.00 – se invitationen her på siden.

Der er intet, der tyder på, at ibrugtagningen af Holbæk Sportsby og alle faciliteterne – herunder Holbæk Kommunes Sundhedscenter – bliver forsinket i forhold til den 1. januar 2019.