Godt Nytår fra Holbæk Sportsby

Det går rigtig godt med byggeriet af Holbæk Sportsby. Intet tyder på, at ibrugtagningstidspunktet den 1. januar 2019 bliver forsinket. Det eneste der har drillet, var ønsket om at så græsbanerne i august/ september 2017, for at kunne tage disse i brug allerede i september 2018. Det kunne ikke lade sig gøre grundet de store vandmængder. Alt var ellers kørt i stilling, men såning af græsbanerne må vente til foråret 2018…….hvilket betyder, at den overordnede tidsplan fortsat holder.

 Holbæk Sportsby er godt på vej til at blive lukket af, så der kan komme varme inde i bygningen. I løbet af første halvår 2018 vil der blive inviteret til Åbent Byggeri for alle interesserede. 2017 har været et spændende år, hvor bygningerne har rejst sig over terrænet på Sports Allé i Holbæk. 2018 bliver endnu mere spændende, idet Sportsbyen skal gøres klar til at tage imod de mange brugere og gæster. Om et år er vi meget tæt på ibrugtagning og også på en ny arbejdsplads for de mange ansatte i Holbæk Kommunes Sundhedscenter.

Opsætning af drift organisation og rekruttering af kommende ansatte i Holbæk Sportsby vil blive igangsat i begyndelsen af 2018 – denne proces vil strække sig over det meste af 2018. Stillingsopslag vil løbende blive igangsat. Holbæk Sportsby bliver uden tvivl en rigtig spændende arbejdsplads. 

Med ovenstående information ønsker Holbæk Sportsby Godt Nytår 2018 – næste gang vi går ind i et nyt år, slår Holbæk Sportsby dørene op til Fremtidens Idrætsbillede og Holbæk Sundhedscenter…….
VI GLÆDER OS!